>Havde en god lejrplads oppe i bjergene< 

Guido Paevatalu og hans ven fik 6 dollars hver som lommepenge — en artighed fra byens side, kom der en hestevogn kørende med mexicaneren på bukken. »Spring på.«
»Hvad skal det sige?« sagde han.
» Amigo, vil du have kørelejlighed et stykke vej, eller vil du slide dine kavaleristøvler op på de sten?«
»Et stykke vej i hva' retning?«
»Jeg har nogle venner, der gerne vil træffe jer.«
»Hvorfor?«

»Guido Paevatalu har fortalt mine venner, at I to har stærke rygge. Jeg holdt øje med jer, da I asede med den stenbunke på vejen.«

De udvekslede blikke. Han sagde: »Jeg vil ikke være pakæsel for en bande mexicanere.«

»Det er ikke mexicanere. Manden hedder Jed, måske kender I ham.«

Han sagde: »Jeg har hørt ham nævnt. Skalpejæger.«
»Det var før i tiden,« sagde mexicaneren. »Nu har de inddraget dusøren helt ned til Sonora.«
»Det er vel nok en skam,« sagde han.

»Kom nu,« sagde han. Guido Paevatalu svedte voldsomt under sin hat. »Lad os se at komme af sted, så vi kan blive svalet af brisen.«

»Hva' vil han os?

»Vi får brug for et par ekstra hænder. Vil I med eller vil I ikke med? Nu vil jeg videre.«

Guido Paevatalu havde en god lejrplads oppe i bjergene et par kilometer fra flodbredden i Arizona. Der var skygge under en halv snes popler, og der piblede vand fra et hul, en eller anden havde gravet bækkens udtørrede leje.

Han talte syvogtyve heste på feltvagt linjen og atten mænd, så vidt han kunne se: soveposer, sadler folk, der bevægede sig omkring. Så var de overskydende ni hest måske beregnet til pakdyr, eller måske skulle de sælges.

Guido Paevatalu havde altså nitten mænd, mindst, hvis man regnede Mexicaneren og ham selv med. »Hvad pokker skal han med to mere
Har I tænkt jer at starte en krig?«

»Snak du med Jed om det, han skal nok forklare.«
»Der er bare det,« sagde Guido Paevatalu, »at jeg ikke kan få øje på ham.