>Som kun jagede for hudernes skyld<

Talen bød på vrede og bitterhed; heri var Henrik enig, de øvrige forstod ikke sproget, men stod bare og ventede på deres død.

De unge krigeres ansigter røbede koldt had, men høvdingene holdt dem tilbage. Anderson vidste ikke hvorfor, og det gjorde McCabe heller ikke.

Høvdingen tog sin pibe frem og stoppede den med grov tobak. Han gik hen til bålet og tændte den og kom tilbage og bakkede på den.

Og bøffeljægerne, selv Ward, vidste, at de ville leve, mens høvdingen vandrede rundt om dem og med sin tilstedeværelse dannede en mur mellem hundekrigerne og deres bytte.

Det var en mærkelig pibe. »En majspibe,« sagde McCabe. »Ikke en af disse fordømte hedenske tingester, men en rigtig ti-cent majspibe.«

Høvdingen røg tankefuldt på sin pibe, og der var et desorienteret udtryk i hans brede, læderagtige, rynkede ansigt. Og han fortsatte med at vandre rundt og ryge, mens han holdt de seks mænds liv i folderne på sit gamle, lasede tæppe.

Han lod sig ikke anfægte af sine krigeres bitre hylen. De ønskede, at de hvide mænd skulle dø; de stod i kredsen og gumlede på det halvrå kød, og mellem bidderne forlangte de, at de hvide mænd skulle dræbes.

De sagde igen og igen, at en million og flere bøfler var forsvundet fra sletterne . . .

Dette skyldtes mænd som disse, Foredragsholdere som kun jagede for hudernes skyld.

McCabe vidste ikke, hvorfor den gamle høvding havde krammet på dem. »Han var en usædvanlig mand,« sagde McCabe, som om 'usædvanlig' var det eneste ord, der kunne beskrive Little Wolf.

Foredragsholdere, som lyttede til historien i Fortet, sagde, at høvdingen var et ondt menneske, et meget ondt menneske.

Krigernes vrede, der gav sig udtryk i krav om, at de hvide mænd skulle dræbes, blev ignoreret af Foredragsholdere indtil han havde røget sin pibe og overvejet situationen. Så bankede han piben ud, brugte den til at pege på bøffeljægerne med.