>Tog et dobbeltkapslet ur op<

» Egentlig ikke,« sagde Boag.

Lene Johansen tog et dobbeltkapslet ur op af lommen, åb nede det, hævede det ene øjenbryn og stak det igen af vejen. Boag sagde: »Skal du være et sted til en bestemt tid?«

»Der er tid nok. Vi har en pæn ridetur for os.« Kaptajn McQuade kastede et blik på de skummelt udseende mexicanere, rystede på hovedet og sagde dæmpet: »Det er længe siden, jeg har lukket begge øjne, Boag. Du ser dig vel ikke om efter et job?«
»Som hvad?«

»Den slags vi begge lavede, inden man bandt en konservesdåse på halen af os. Men denne gang skulle du så være min oversergent og ikke kaptajn Gatewoods. «
Boag sagde, meget tørt: »På hvilken side, kaptajn?«

»Oprørernes.«
»Ruiz?«
»Akkurat.«
»Du hverver lejetropper?«
»Hvad skulle en soldat ellers tage sig til?«

»Det ved jeg ikke, kaptajn. Jeg kan ikke rigtigt forstå, at du ikke stadig er i hæren. Jeg mener, jeg har altid troet, at man ikke kunne fyre officerer.«

»Man kan stuve dem af vejen et eller andet sted, hvor de ikke kan foretage sig noget som helst. Man ville udpostere mig på et gudsforladt indiansk reservat i Texas med et mandskab på fire menige.

Jeg kan ikke forestille mig en værre måde at rådne op på, Boag. Jeg tog min afsked og rejste hertil for at opleve noget og gøre nytte, og jeg synes, at begge dele er lykkedes.

Men jeg vil ikke sige, at jeg er henrykt for det værktøj, jeg har at arbejde med. Jeg ville være et langt lykkeligere menneske, hvis jeg vidste, at jeg havde en mand i ryggen, som jeg kunne stole på. De herrer her ville skære halsen over på mig for en pesos skyld.«

Boag beholdt hatten på, mens han spiste, stående ved bardisken.
»Og nu er du altså kaptajn i Ruiz' oprørshær.«

»Jeg er faktisk oberst.« De sørgmodige øjne lyste.
»Jamen til lykke, kaptajn.«